Esbjerg Kommune søger ny kommunaldirektør

Med et planlagt farvel til den nuværende kommunaldirektør vil Esbjerg Kommune i gang med at finde en ny kommunaldirektør i foråret.

Efter aftale udløber kommunaldirektør Otto Jespersens ansættelse i Esbjerg Kommune. I 2015 valgte Otto Jespersen at forlænge sin ansættelse i yderligere 3 år, og efter at have bestridt posten som kommunaldirektør i 22 år er det nu blevet tid til at takke af.

”Jeg har været utrolig glad for mit arbejde. Både samarbejdet med kolleger og politikere har været meget givende, men nu er tiden kommet til en ny hverdag, hvor nye oplevelser venter”, siger Otto Jespersen, som forventer at stoppe med udgangen af maj 2018.

En ny kommunaldirektør skal således være på plads omkring den 1. maj 2018, og derfor er rekrutteringsprocessen allerede gået i gang. Esbjerg Kommune har allieret sig med rekrutteringsfirmaet MUUSMANN, som har stor erfaring til at rekruttere offentlige topledere.

”At skulle efterfølge Otto Jespersen som kommunaldirektør i Esbjerg Kommune bliver en stor opgave, for Otto Jespersen er og har været en uvurderlig kapacitet, som både den tidligere borgmester og jeg selv har nydt at arbejde sammen med”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen, som vil deltage aktivt i genbesættelsen af stillingen.   

Esbjerg Kommune offentliggør stillingsopslaget som kommunaldirektør den 29. januar 2018. Kandidaterne vil blive udvalgt af et ansættelsesudvalg. I sidste ende vil det være Esbjerg Byråd, som træffer beslutningen om, hvem der fremover skal være kommunaldirektør.

I ansættelsesudvalget sidder:

Borgmester Jesper Frost Rasmussen
Medlem af Økonomiudvalget John Snedker
Direktør for Sundhed & Omsorg Arne Nikolajsen
Direktør for Børn & Kultur Jørn Henriksen
Næstformand i Hoved-MED Diana Sohl
Næstformand i Forvaltnings-MED Line S. Christiansen
Personale- og udviklingschef Birgitte Stenderup

For yderligere informationer:
Borgmester Jesper Frost Rasmussen på jesra@esbjergkommune.dk eller 27 24 18 00.

Kommunaldirektør Otto Jespersen på oj@esbjergkommune.dk eller 27 24 13 36.