Frikadelleaften med dans og vin – Ja tak!

Hvad er værdighed, når beboerne på Gildhøjhjemmet i Brøndby Kommune skal nyde den hjemmelavede mad fra plejecentrets eget køkken? Det stillede centerleder Mia Linda Møller sig for at undersøge – set gennem beboernes egne øjne vel at mærke.

Derfor inviterede hun MUUSMANN indenfor. Der var nemlig brug for en anden type proces, hvor borgerperspektivet blev bragt reelt i spil. Der var brug for at forstå, hvordan mad og måltiderne reelt blev oplevet gennem borgernes øjne, næse – og ikke mindst mund.

Mia fortæller som sin beslutning: ”Mad og måltidet er jo et fundament i alles liv – også når man bor på plejehjem. Det har stort politisk fokus – blandt andet gennem initiativet ”Nye roller i velfærden”, værdighedspolitikken og mad - og måltidspolitikken i Brøndby kommune.” 

Hun fortsætter:

Når jeg som leder skal implementere en strategi, vælger jeg ofte den lette løsning – det jeg kalder ”den lineære proces”: Ledelsen udstikker en retning. Vi laver en strategi og sender en vejledning ud på mail. Vi hænger måske en plakat op og planlægger undervisning – i dette tilfælde om ernæring, kost, mad og den gode måltidssituation.” 

Maden er sund, ja. Men er det overhovedet hyggeligt? 

Men Mia kunne godt se, at det var ikke viden om kost og måltider, personalet manglende. Det at skabe værdighed omkring måltidet handlede om noget andet. Og som hun siger: ”Det var ”det andet”, jeg var nysgerrig på. Maden er fin og lever op til alle ernæringsstandarder osv. Men spørgsmålet for mig var mere: Er det overhovedet hyggeligt at spise her? Lever vi mon op til målsætninger om, at borgerne skal bestemme og handle selv – uanset hvor svækkede de er?

Så i stedet for at sætte en lineær proces i gang, valgte Mia Linda Møller at åbne maskinrummet og inviterede chefkonsulent Malene Kjær-Jepsen fra MUUSMANN til at være en nysgerrig flue på væggen på Gildhøjhjemmet i en periode.

Metoder som Observation af Madens rejse, Fotodagbøger, Borgerrejser med beboere, kreative workshops og test af prototyper fik sat et helt andet perspektiv på mad og måltiderne – både for beboerne og ikke mindst for personalet.

Mia fortæller: ”Jeg er overrasket over, at beboerne ville være med i det omfang. Det ville de gerne! F.eks. skal de som et af resultaterne af projektet nu selv bestemme deres fødselsdagsmenu. De har efterspurgt mere grønt eller kan nu få lov til at komme ned i køkkenet, som før var forbudt område. Og så fandt vi ud af, hvor store spor en frikadelleaften på en af afdelingerne havde sat. En beboer fik noget fars fra køkkenet og stegte selv frikadellerne som i gamle dage. Mændene åbnede vin og bød op til dans. Relative simple greb fra personalets side betyder alverden for vores beboere. Så mere af det – tak.

Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig …. – En leders selvransagelse 

En anden begivenhed var den kreative workshop med køkken og plejepersonale om deres indbyrdes samspil. Mia fortæller: ”Jeg havde i mit liv aldrig forestillet mig, at de var så kreative med ludo-brikker, billeder osv. En af medarbejderne udtrykte sin begejstring over at blive lyttet til på en ny måde og sagde, at det var første gang, de har talt om samspillet mellem køkken og afdelinger.

Og som Mia siger: ”Det er jo ikke fordi, vi ikke har talt om det mange, mange gange før. Men når medarbejdere siger, at det er første gang, vi rigtig har talt om det, så er det jo første gang. For det er deres oplevelse. Det giver da stof til eftertanke om, hvordan vi skal udøve ledelse fremadrettet. Det har afgjort rykket ved min måde at lede.”

En højtaler til borgernes til tider svage stemme 

Helt overordnet påpeger Mia særligt to fordele ved at arbejde med borgerperspektivet. For det første bliver der sat en højtaler til borgernes stemme. De bliver taget seriøst og lyttet til på en helt anden måde end ellers. Der blev så at sige skruet op for en stemme, der ofte er meget lav.

For det andet er det en god metode, når det gælder en gruppe medarbejdere med stor faglig spredning. Her mødes de ligeværdigt og ikke kun fag-fagligt. Mia fortæller: ”Alle medarbejderne skulle på et tidspunkt udfylde et kort med ønsker til deres fremtidige samarbejde, og det var ligesom om, de fik flyttet deres følelser og frustrationer til hinanden over på papir. Det blev deres fælles tredje.

Hun slutter af: ”Hele huset har været sat i spil – og derfor har hele huset nu også ejerskab til de løsninger, vi går videre med. Vi har f.eks. indført daglige 15 min. tavlemøder mellem køkken og personale og bruger nu foto som et effektivt kommunikationsmiddel.

Et sidste godt råd til andre, der vil gøre det samme lyder: ”Hold kadencen. I skal gør jer tidsterminen klar og få styr på alle de andre overraskelsesmomenter. Og ellers er det bare at kaste jer ud i det og stole på processen.